Powered by 8m version 2.0

.: Ridehustæveren

1.”Ridehustæveren”, er navnet på det slag, som en gærdespiller i en cricketkamp på Sorø Akademis Store Plads har kunnet opnå ved at sende bolden op over Ridehuset. Soransk Samfunds hæderspris, som fra april 2002 har kunnet tildeles personer, der har gjort sig fortjent til det, er opkaldt efter denne præstation, foranlediget af og i taknemmelighed over ihærdige og utrættelige initiativer udfoldet af Soranerbladets nu afgåede redaktør Morten Nørgaard, student 1954.

2. Begrundet indstilling til modtagelsen af  ”Ridehustæveren” skal fremsendes til næstformanden for Soransk Samfund.

3. Næstformanden forelægger indstillingen over for Samfundets bestyrelse, som skal godkende denne.

4. Det påhviler næstformanden at give indstilleren meddelelse om, hvorvidt indstillingen imødekommes.

5. Et hvert medlem af Soransk Samfund og et hvert medlem af lærerkollegiet på Sorø Akademis Skole samt skolens rektor er berettiget til at indstille kandidater.

6. Kandidater til ”Ridehustæveren” skal have gjort sig bemærket ved usædvanlig indsats for soransk sammenhold, herunder udfoldet særligt initiativ i det soranske bagland: Soransk Samfund – Sorø Akademis Skole – Sorø by.

7. Det påhviler bestyrelsen at orientere den kommende modtager af hædersprisen om  tildelingen og begrundelsen herfor. Bestyrelsen er ikke forpligtet til at meddele modtageren, hvem der har indstillet pågældende til prisen.

8. Navnet på modtageren af ”Ridehustæveren” offentliggøres ved Samfundets generalforsamling, og det tilstræbes, at overrækkelsen af hædersbevisningen finder sted ved samme lejlighed.

9. Hæderspris-modtageren modtager et cricketbat i miniformat. Desuden udfærdiges et af formand og næstformand signeret diplom, som overrækkes modtageren.
Det cricketbat, som findes ophængt i Hauerslevsalen i Soranernes Hus på Solvej 1, Frederiksberg, forsynes med en plakette med pågældendes navn samt årstal for tildelingen.

10. Der uddeles kun én ”Ridehustæver” om året. ”Ridehustæveren” uddeles kun, når det findes naturligt og påkrævet. Uddeling behøver således ikke at finde sted hvert år.

Vedtaget på bestyrelsesmødet i Soransk Samfund den 8. september 2004