Jul i Sorø 2016 - en forsinket anmeldelse

”Sorg er til glæde vendt, klagen endt”, synger Grundtvig ved juletide. Det kunne fint handle om Jul i Sorø, som sidste år truede med at blive den sidste udgave, fordi redaktionen ikke kunne finde afløsere. Det vakte min og manges sorg og klage, og derfor er det med stor glæde, vi hilser en nye redaktion og 2016-hæftet velkommen.

At dømme ud fra billederne er der tale om en ny generation i den helt udskiftede redaktion, og to af de fem medlemmer er kvinder. Særligt bemærker jeg, at Ann Furholdt Pedersen, bibliotekar på ”Bibliotheca Academiae Soranae”, som det faktisk hedder, i daglig tale kaldet Biblioteket, er med. Indenfor klosterporten er også hentet Uffe Sveegaard (S 84), projektleder ved ”Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter”, som det faktisk hedder, i daglig tale kaldet Sciencecenteret. De tre redaktører ude fra byen er tandlæge Tine Zetterstrøm, kiropraktor Carsten Nøddeskou og nok så opsigtsvækkende Sorøs borgmester siden 2013, Gert Jørgensen, (S 81). Glæden gælder også selve hæftets indhold, som med levende mangfoldighed bærer både tradition og fornyelse. Blandt fornyelserne, som jeg har efterlyst, er en oplysende note om forfatterne til hver artikel. Tak for det. Jeg lægger også mærke til, at flere eksperter, som ikke er fra Sorø, skriver om Sorø. Det er ikke så dumt.

Syv artikler har særlig soransk interesse i den betydning, at de er knyttede til skolen eller Stiftelsen og handler om emner, enhver gammel soraner kender til. Som tidligere vil jeg også lade mine egne erindringer komme i spil. Fra Hauchs Samling, der nu har fået en flot ramme i Vænget, og ikke i de to pulterkamre i Museumsbygningen, hvor min far havde opsyn med de gamle fysiske apparater, har fhv. lektor Jørgen From Andersen taget den Astronomiske Kvadrant frem. Den kan beregne solhøjden og derved fortælle, hvornår klokken er 12:00 i Sorø, og den blev faktisk brugt til at stille Kirkens ur. Pædagogisk og med fine billeder. Gad vidst, om de unge talenter, der kommer på camps i Sciencecenteret bruger Hauchs samling? De unge har sikkert meget af den videnskabelige nysgerrighed og legelyst til fælles med Hauch, der fik ham til at grundlægge sin samling.

Dengang var det Kongen, Frederik VI, der bekostede samlingens redning og overførsel til det nye Sorø Akademi i 1827. Da Sciencecenteret blev indviet i 2009 var mæcenen Hr. Møller. Men Stiftelsen måtte betale momsen på 30 mio. kr. og i øvrigt stå som modtager. Hr. Møller havde det ikke så let med staten. Derimod har Mærsk ofte et venligt øje til Sorø, fordi grundlæggeren Arnold Peter Møller som ung stod i lære (1892-95) og lærte arbejdsdisciplin hos købmand Bonnesen på Storgade, senere kendt som H.A. Hansen, hvilket fremgår af artiklen om Johannes Bonnesen. Uffe Sveegaards artikel om Sciencecenteret viser i øvrigt, at både talenterne (10-15 % af en årgang) og de højtbegavede (1-2 %) fra hele landet har nytte af opholdet i talent-laboratoriet og det tilhørende ”Talenthotel”. Jeg savner dog i artiklen lidt om forholdet mellem Skolen og Sciencecenteret. Skolens elever har jo den fordel af beliggenheden, at de undervises på Sciencecenteret. Vi ser frem til Nobelpriserne!

Naturvidenskaben kan mere end et Fader Vor. F.eks. kan et spektofotometer i løbet af en dags tid måle farvevariationerne på Klosterkirkens munkesten. Det viste sig, at de kedelige, ensfarvede sten er brugt på usynlige, indre steder, mens de farvespillende ses udenpå, ikke mindst på Nordre Korsarms store trekant. Forfatteren, Thomas Bertelsen fra Nationalmuseet, er dog forsigtig med at tolke resultatet. Måling er mulig, men tolkning er tanker.

Cistercienser-munkene var uden tvivl middelalderens talenter og nogle måske genier indenfor naturforståelse og måling. De vidste således, at vandspejlet i Sorø Sø var ½ meter højere end i Tuel Sø. Derfor gravede de Møllediget på 2 km. De brugte en seks meter lang bænk med et vatterpas, en Chorobat – en ordentlig krabat. Et stort arbejde for en lille forskel, og hvorfor? For at drive en vandmølle nedenfor Rektorgården ved søens bred, anvendt til kornmaling og formentlig også for at skylle rent under latrinerne. Det fremgår af en lærd artikel af en lærd emeritus, Aage Peter Ravnsgaard, som bor i Sorø. Men der er endnu uløste spørgsmål, så fremtidige talenter kan godt komme til.

Fredderik II grundlagde i 1586 ”den besynderlige og bedre skole” i Sorø for 30 adelige og 30 borgerlige drenge. I 1593 blev den unge adelige Christen Friis optaget i denne skole, og hans epitafium findes i kapellet i Kirkens nordre sideskib. Professor Ditlev Tamm er ekspert i mange emner, herunder Christian IV’s kanslere, og derfor skriver han om dette gravminde over Christen Friis, som bliver kongens kansler fra 1616. Friis var med til at råde Christian IV til at oprette det ridderlige Akademi i 1623 (jeg ved det, fordi mit barndomshjem var i ”Chr. IVs gamle kro” fra 1624, som var gæstehus for kvinderne, der besøgte deres børn med kongen). Forholdet mellem Akademi og Skole gennem århundrederne er at ligne ved forholdet mellem ministre og embedsmænd: Akademierne kommer og går, men skolen består. Professor Tamm er ikke soraner, og derfor skal vi bære over med, at han blander skole og akademi sammen, når han skriver, at Friis blev ”sendt i skole på det adelige akademi”, skønt Akademiet slet ikke fandtes i 1593. Derimod er det rigtigt, når Ditlev Tamm skriver, at Friis var ”aktivt med til at fremme Sorø Akademi”, nemlig som kansler. Formålet med Akademiet var at begrænse de dyre og lange dannelsesrejser for unge adelsmænd. Friis rejste selv på studierejse i Europa i samfulde syv år, derfor var han – som Tamm nævner – mere bekendt med Europas forhold end kongen selv. Og sikkert mere end de studerende ved Akademiet kunne blive. Nu om dage hjælper Erasmus (og legater fra Soransk Samfund) de studerende med at lære udenlandske forhold at kende. Selve gravmælet er udstyret med allegoriske kvindefigurer, som Tamm omhyggeligt redegør for. Nationalmuseets direktør M. Mackeprang er mere slagfærdig, når han i den store Sorø-bog mener, at ”flere af dem minder mest af alt om usædvanligt trivelige malkepiger!”

Afsløring af en snu Frederik VI: Frederik VI gav det sidste Akademi statutter i 1827, da bygningen blev indviet efter branden i 1813 og Akademiets hendøen i årene før. Men Frederik Vi havde en meget mere personlig relation til Sorø. Her boede nemlig hans maitresse siden 1809, fru Dannemand, i Søgade 7 fra oktober 1816 til juni 1818. Var der ikke noget med, at hun var kongen utro og blev gravid med en svensker, derfor var hun forvist til Sorø for at føde horeungen, også selvom kongen samtidigt havde eskapader ved Wienerkongressen med ung skønhed, Karoline Seifert, og alle ved, hun jo fik en fed pension lige til hun døde i 1891? Det har lige til nu været den romantiske historie, vi husker, og som Stiftelsen har skrevet på huset i Søgade. Journalist og forfatter Jan Søttrup fortæller efter grundige kildestudier en helt anden historie om ”Fruen i huset”. Både svenskeren som barnefader og frk. Seifert som livrentenyder er pure opspind, falske spor, som er lagt af Frederik VI og hans tro folk for at komme gennem en politisk krise. Frederik var selv far til drengen Wilhelm Christian Andersen, født 27. marts 1816 i Christiansfeld. Frederik kom hjem fra Wien 1.6.1815, og et svangerskab varede også den gang ni måneder. Karoline Seifert fik nogle små beløb for at lægge navn til en hemmelig bankkonto. Fra den konto betalte Fredrik VI for Fru Dannemands hus i Sorø, for hendes ophold i Christiansfeld og senere for sønnens uddannelse i Tyskland. Krisen var, at Frederik VI ikke havde legitime sønner, kun døtre. Med sin elskerinde havde Frederik to døtre og en søn, da han rejste til Wien. Arvefølgen var usikker. Nærmest stod kongens nevø prins Christian (senere d. 8.). Men Frederik VI havde ligesom de øvrige europæiske monarker på Wienerkongressen ikke sympati for denne efterfølger, fordi prinsen som bekendt egenmægtigt havde taget imod den norske kongetitel i 1814. Der var kræfter, som pønsede på at få Frederik VI bort fra tronen til fordel for prins Christian, især justitsminister Frederik Kaas. Kaas forsøgte at tvinge Frederik VI og fru Dannemand til at afsige sig deres børn med henvisning til børnenes stilling. For at forsvare forholdet beholdt Frederik VI børnene i København, indtil fru Dannemand kunne vende hjem fra Sorø til hovedstaden. Se det er historien om en meget mere snu og taktisk Frederik VI end den, der stod på skiltet i Sorø. Opspindet og de falske spor var lagt så dygtigt, at den sande historie først ar afsløret nu af Jan Søttrup 200 år senere. Sorø Akademis Stiftelse har, lidt trevent, ændret skiltet på huset i Søgade fra det romantiske til det faktiske.

Den nyeste artikel om Skolen handler også om, at kvinder ikke bare bliver behandlet godt. Hanne Vestermark Mejer var i det første kuld af piger, der blev alumner for 33 år siden. Drengene mente åbenbart at ligestilling betød, at pigerne også skulle have en tur i søen eller i busken. Men pigerne holdt sammen og holdt ud. I dag er pigerne i flertal både på alumnaterne og på hele skolen. Mon de også er de ivrigste brugere af Sciencecenteret?

Jul i Sorø er selvfølgeligt lokalhistorie om byen og oplandet også udenfor klosterporten. Jeg kan ikke omtale alle artiklerne, men her er nogle af dem, der enten er særligt vigtige eller berører mine egne erindringer. ”Sorø Amts Museum” hed den anden del af Chr. IV’s gamle kro, hvor mit barndomshjem var den absolut vigtige halvdel. Det var et lidt støvet museum passet af fru Petersen, som boede i et par små rum i gavlen, og som vi børn i gården havde en del respekt for. Museet fylder 100 år og har en lang tilblivelseshistorie præget af idealisme og ingen penge. Det gjaldt mest om at fastholde og vise den bondekultur, som var på vej i ædel glemsel. Først i 1960 kom statsanerkendelsen, og fra 1978 den første faguddannede museumsleder, Helge Torm, og siden 2002 er Sorø Museum en del af det større Museum Vestsjælland. Sorø Amt var jo forsvundet allerede 1970 og Vestsjællands Amt røg ud i 2007, men begrebet lever altså som museumsregion. Da jeg besøgte Historiens Dag i Øksnehallen i København i foråret 2016, havde Museum Vestsjælland en stand med venlige mennesker og en pjece, hvor Chr. IV’s bindingsværkshus i Storgade 17 var på forsiden. Jeg glædede den unge dame med at fortælle om mit barndomshjem, der efter 1985 er opslugt til kontorer for museets ansatte. Hun var fra afdelingen i Kalundborg, men også ansvarlig for at oplyse om Sorø Museum.

Bag barndomshjemmet (se Jul i Sorø 2008) lå en stor have med både græsplæne, frugttræer og køkkenhave. Ved siden af lå den endnu meget større Apotekets have, der drejede ned bag vores have og stødte ud til Søndergade. Det var fremmed og lidt farligt land, når vi plankede derind, fordi der stod et hassel hegn med de dejligste nødder, som vi mest spiste på stedet. Tænderne holdt til meget. Senere blev apotekets have og en del af ”vores” have solgt fra og bebygget med røde boligblokke. Borgmesteren, Gert Jørgensen, fortæller hvordan en helt bydel med Sorøs længste hus opstod på havernes jord og ved saneringen af slumkvarteret, Søndergade. Pointen viste sig at være, at apotekeren ikke længere kunne skaffe en god havemand og at de to håndværksmestre, mureren Poul Nielsen og tømreren Ib Hahn Andersen, manglede arbejde – og vel at en del soranere havde brug for nye, bedre boliger.

”Omfartsvejen, der splittede Sorø” er den godt tænkte titel på journalist Bjarne Stenbæks artikel om en stor sag i Sorø kommune fra hen i 1960’erne til i hvert fald 1977. Byrådet forsøgte faktisk at skue fremad og så en stærkt stigende tung biltrafik gennem byen, bl.a. fra raffinaderiet på Stigsnæs, der var åbnet 1963 (men lukkede i 1997!). Den trafik ville man lede udenom byen, hen over Flommen efter diverse linjer. Men modstanden var stor, ikke mindst fra Naturfredningsforeningens repræsentant lektor Halfdan Beck, mindeværdig for gammelsoranere (og herlovianere), og boende i skovløberhuset ved Flomstien. Men også politimesteren og rigsantikvaren lagde sig i vejen mod vejen, så Byrådet til sidst opgave sagen i 1977. Reelt blev trafikken mindre end frygtet – fordi Vestsjælland er blevet udkant? – og den tunge trafik ledes nu vest om Sorø ad Parnasvejen. En værdifuld artikel om et Byråd, der viste sig ikke bare splittet, men lydhør. Lad os håbe, borgmesterens plads i redaktionen af Jul i Sorø borger for flere af den slags artikler og ikke kun om tilbagelagte historier.

Endnu en artikel om borgernes initiativ må fremhæves. ”Foreningen Sorø Bådfart af 1997” er skrevet af to, der var med til at få skruen i vandet bogstaveligt talt. Annelise Birkholm og Jesper Hagen Bach fik genoptaget sejladsen på Sorø Sø, som havde været indstillet siden 1972, efter Parnas brændte. Mange gammelsoranere har f.eks. ved jubilæer haft glæde af turen med ”Lille Claus”, og det skal vi takke ildsjæle og lokale pengekasser for.

Jul i Sorø har desuden artikler om lokal personalhistorie og leveforholdene på landet for et par generationer siden, som sådan et hæfte skal have. Set fra gammelsoranernes perspektiv er det dog artiklerne om akademiet, skolen, kirken og de større ændringer af byens ansigt, der er mest vedkommende. Det videreførte hæfte viser i sin 2016-udgave, at der både er stof og gode medarbejdere til at udfylde rammen. Tak for, at sorgen blev til glæde vendt. – Nu savner jeg kun et register over alle årgangene siden 1953. Da lokarkivet er så tæt knyttet til biblioteket, kunne en håbefuld sjæl forestille sig, at en biblioteksstuderende som speciale opgave kunne udvikle den adækvate tesaurus til formålet og starte indekseringen? Erik Nordahl Svendsen (Student fra Sorø Akademi 1964) Født i Sorø 1945 Jeg har før skrevet om Jul i Sorø på www.soranerarkivet, men det er midlertidigt lukket, derfor bruger jeg denne mulighed.

Udskriv

Du er ikke autoriseret til at kommentere.

Copyright © 2020 Soransk Samfund 

Vi bruger cookies til at forbedre netsiden. Netsiden virker ikke optimalt hvis du ikke godtager brug af cookies.